Sådan arbejder jeg

Tanker skaber følelser

Tanker kommer og går. Mennesket får flere tusind tanker om dagen, og vi bestemmer ikke selv, hvilke tanker der opstår i vores hjerne.

Men vi kan selv bestemme, om vi vil give liv, til de tanker vi får. Tanker er neutrale i sig selv, og får først en betydning, når vi begynder at vurdere, om tanken er god eller dårlig.

Tanker kan ikke skade dig. Alle mennesker får tanker som “jeg er ikke god nok”, “jeg kan ikke” eller “jeg er ikke slank/succesfuld/dygtig/smuk nok”.

Det er bare en tanke og siger ikke noget om dig.

Vi mennesker er altid intakte – det er vores grundvilkår. Men vi kan nemt komme til at tænke os ud af balance og indre ro.
Denne enkle forståelse hjælper dig til at se, hvor du, måske helt uskyldigt, har stillet dig i vejen for din indre natur.

Lidt om samtalens form

I dag arbejder jeg ud fra forståelsen om ” De 3 principper ” også kaldet medfødt sundhed. Min opgave som terapeut er at pege på den forståelse, at du i din indre kerne er følelsesmæssigt hel og sund. 

Du er velkommen til at dele fortid og fremtid, men vi tager udgangspunkt i dig her og nu.

Uanset hvad du har oplevet, og hvilken opvækst du kommer med, overskygges vores naturlige sunde mentale tilstand, til tider af tanker om ikke at være god nok, at være i stykker og uden værdi.

Mennesket har altid sin indre sunde kerne, som ikke kan gå i stykker. Det kan kaldes indre sundhed, indre intakthed. De 3 principper er ikke en metode, teori eller tro.

Det er grundprincipperne for vores psyke, og der er ingen værktøjer eller øvelser du skal lære. Du kan i princippet læne dig tilbage og slappe af ind i samtalen. Det er forståelsen om sindets naturlove og når vi opdager, hvordan sindet fungerer, vil vi opleve mere glæde, mere indre ro og mere mental klarhed.